Østbanegade 21, 3. TH., 2100 København Ø

Fantastisk herskabslejlighed i meget præsentabel ejendom.

LEJLIGHEDEN ER UNDER SALG, OG DET ER DERFOR IKKE MULIGT AT BESTILLE FREMVISNING.

I et afØsterbros mest attraktive kvarterer, med udsigt over Kastellet og byens puls, finder man en af Københavns største og absolut mest betagende ejerlejligheder.

Straks man kommer ind i den store forstue er det tydeligt, at man er kommet ind i et ekstraordinært hjem. Det flotte sildebensparket på gulvet, de høje paneler, de smukke fløjdøre samt stuk og rosetter vidner alt sammen om hvad der venter, når man bevæger sig rundt i den knapt 400 m2 store lejlighed som indeholder:
3 stuer en suite i forskellige størrelser, med skønt lysindfald, i dag er 2 at stuerne indrettet til hjemmekontorer og den store stue, som har muret åbent pejs og smuk karnap med blyindfattede vinduer, fungerer som skøn dagligstue. Fælles for stuerne er den indbydende udsigt mod Langelinje, Kastellet og livet omkring Østerport.
Fra dagligstuen går man gennem de store dobbelte fløjdøre til den imponerende spisestue med dekorerede lofter, og som problemfrit kan rumme både 30 og 40 gæster til middag. I direkte forbindelse med spisestuen er der et praktisk anretterkøkken.
Fra fordelingsgangen er der adgang til 4 store værelser, flere med indbyggede skabe, værelset for enden af gangen fungerer som "master bedroom" og har eget lækkert badeværelse med ekstra skabsplads og både badekar og stor bruseniche.
I gangens modsatte side findes køkkenet, med fin plads til at spise til hverdag. Til køkkenet hører et fadebur. Ud over det nævnte badeværelse, byder lejligheden på yderligere 3 badeværelser, alle med både toilet og bad. Fra det ene gæstetoilet er der udgang til mindre altan mod gården.

Ejendommens navn er "Gylfe" og er den ene halvdel af Ejendommen "Gefion & Gylfe" som er tegnet af arkitekt Philip Smidth og opført fra 1900 til 1902. Ejendommen udmærker sig ved at fremstå pompøs, med den kobberbesatte port der forbinder de 2 halvdele, samt de mange små og store spir, som ligeledes er kobberbelagte. Ejendommens tegltag blev udskiftet for få år siden med glaseret teglsten.

Indgangspartiet og opgangen er som ejendommens ydre, meget præsentabel og har et væld af fine detaljer fra gulv til loft. I opgangen er der personelevator, som efter sigende skulle være én af Danmarks ældste.

Her er virkelig tale om et unikum af en lejlighed.