Østergårdsvej 12, Renge, 4660 Store Heddinge

Historisk og idylisk lystejendom.

Midt mellem St. Heddinge og Rødvig, kun 70 km fra København og med 2 km til havet findes denne charmerende stråtækte bindingsværksejendom i meget velholdt stand.

Ejendommen er opført i 1777 og var på den tid den største og mest jordrige gård i området - med hele 80 tønderland landbrugsjord. Op gennem 1800-tallet var gården ligeledes kendt for at opdrætte heste til de kongelige stalde.

Østergaard som ejendommen hedder, og som har lagt navn til den vej den ligger på, er i dag en idyllisk lystejendom, hvor landbrugsjorden er solgt fra. Huset er omkredset af en have som mest af alt minder om en park og man kommer op til huset og den lille gårdsplads med de små toppede brosten, via en smuk Allé af store gamle ahorntræer.

Haven er på over 8000 m2, den er smukt og rigt beplantet med mange gamle træer, og hver sensommer kan der høstes et utal af forskellige frugter og bærsorter. I sommerhalvåret, når haven står i flor og træerne er sprunget ud, har man grundet beplantningens afskærmning mod de omkringliggende marker, følelsen af at bo i en lille lukket verden - en verden med dens egen lille sø og små solfyldte lækroge. Tillige findes der ifm. en af terrasserne en skøn vestvendt udestue med egen brændeovn, som kan forlænge såvel udesæsonen, som de lange sommeraftener.

Selve huset er gennem de sidste 20år blevet nænsomt renoveret af de nuværende ejere og huset fremstår derfor flot vedligeholdt - inde som ude?

Huset består af 2 velindrettet etager hvor stueplanet indeholder:
Entré. Forstue med trappe til 1. sal, stort vestvendt værelse/stue med egen udgang til haven. Hyggelig dagligstue med brændeovn. Spisestue med god plads til mange spisende gæster. Meget charmerende køkken med spiseplads, køkkenet fremstår tro mod ejendommens alder og udtryk, hvor der f.eks. ud over et mere nutidigt komfur, også stadig står det gamle smedejernskomfur. Tillige findes toilet, samt et bryggers med skabsplads i stueplanet.

1. salen indeholder:
Stor repos/gang. Tre fine værelser i gode størrelser og et badeværelse med badekar. Værelserne på 1. sal er lyse og indbydende med synlige spær og hanebånd.

Hele huset emmer af nostalgi og en svunden tid, samtidig med at det på mange måder er indrettet til at fungere for en moderne familie. Der er plankegulve overalt, hvidpudsede vægge og lofter, bemærkelsesværdigt mange vinduer ift. ejendommens alder og god loftshøjde, hvilket heller ikke er en selvfølge i et hus fra 1777.

Udover huset er der stadig 2 ud af de oprindelige 3 længer tilbage, de benyttes i dag til garage, brændeskur og almindelig opbevaring.

Har du og din familie drømmen om højt til "loftet" med en stor og skøn have - samtidig med at bevare en nærhed til hovedstadsområdet - så er Østergaard i høj grad værd at se nærmere på.